Det kan være lidt pinligt at tale om sex. Mange er ikke vant til at italesætte deres seksuelle liv, og det kan også være svært at finde de rette ord. Ord, man selv kan finde ud af at bruge, og som samtidig bliver vel modtagt og forstået af lytteren.
Der er fx utroligt mange ord om kvindens vulva og vagina, og det er svært at vide, hvad den anden person har det bedst med at bruge. Hos mig bruger vi dine ord!
Målgruppe
Jeg taler primært med kvinder, der har problemer med at opleve den seksuelle nydelse, de ønsker og længes efter. Årsagen til problemet er meget ofte, at de har et negativt selvbillede og et lavt sexværd.
Jeg bidrager med ører, der lytter, empati, livserfaring og ofte en ny vinkel at se på emnet fra.
Dit eget rum
Måske har du ikke et decideret problem, men har bare behov for at snakke og sætte ord på tanker og følelser. Måske også få lidt sparring, anerkendelse eller opnå den lettelse, det kan være at dele noget sårbart – og måske skamfuldt – med et andet menneske.
Du får et rum, hvor du kan dele de tanker og bekymringer, eller hvad der ellers måtte røre sig i dig vedrørende din seksualitet og dit sexliv.
Du er helt normal
Luk op for posen, hvis du har noget på hjerte, så kigger vi på det sammen. Intet problem og ingen tanker er for store, små, usædvanlige eller almindelige til at blive set på i dette rum.
Måske er dét, der fylder ufatteligt meget i dit liv og dine tanker, noget, du kan finde fred med ved at snakke med et andet menneske. Bare at få luft og måske finde ud af, at der er mange andre, der også går med de samme tanker, følelser og frustrationer. Blive bevidst om, at du er helt almindelig.
Vi kan alle komme på dybt vand, når det gælder vores seksualitet og vores sexliv fra tid til anden.
Modsat kan det også hænde, at dét, du tror, er et lille emne, faktisk spiller en større rolle i dit liv, end du forestillede dig, inden vi f det snakket igennem og belyst fra flere vinkler.
Skam og blufærdighed
Der kan også være en blufærdighed eller skam forbundet med det, du ønsker at dele. Hvis er er noget, du har båret på fra tidligt i livet, kan det være meget svært at tage hul på.
Eller du kan være bange for at overskride den andens grænse ved at tale om et så intimt emne, som vores sexliv er for mange. Er det ok at fortælle detaljer?
Jeg kan ikke svare på alt, men jeg kan lytte og spejle. Og så kan jeg tåle at høre på de ord, du bruge for at beskrive dit intime liv. Og hvis ikke, lover jeg at sige fra!
Fortrolig - ikke din ven
Jeg er ikke en del af dit private netværk, og jeg ved ikke noget om dig på forhånd. Det kan nok gøre det lettere for dig, når du skal åbne op for dine tanker og følelser.
Vi starter vores kontakt med en ren tavle, og det er dig, der med min sparring styrer, hvad der skal ‘skrive på tavlen’. Jeg vil være din fortrolige, der giver dig lov til kun at have fokus på, hvad der er levende i dig. Du skal ikke forholde dig til mig, for tiden er din.
Ekspert på dit eget liv
Alle mennesker er forskellige, og om nogen er det dig, der er eksperten på dit eget liv.
Jeg har naturligvis en masse faglig, sexologisk viden og en masse erfaring, vi kan bruge i arbejdet. Men husk, det er dig, der kender dig selv og dit liv bedst, og det er også dig, der med min støtte skal finde og arbejde mod det mål, du gerne vil nå.
Målet med samtalen
Jeg spørger ind for at få dig til at reflektere over, hvad der er levende i dig og hvilket mål du gerne vil nå.
Næste step er at finde vejen mod det mål, du definerer med min støtte.
Valget af strategi ligger i bund og grund hos dig. Jeg kan og vil ikke udstikke den vej, du skal gå, den skal vi finde i fællesskab. Det er derimod kun dig, der kan mærke, om det føles rigtigt for dig. Gør det ikke det, kommer du ikke i mål, lige gyldigt hvor tålmodig du måtte være.
Du kan få forslag til praktiske øvelser og andet hjemmearbejde, du kan bruge, for at du kan nå hen til det mål, du sætter dig.
Hvis du gerne vil tale med mig, kan du kontakte mig her.